Da jeg var barn, blev jeg, når vi skulle med S-toget, ofte mødt med ordene: “Har du to kroner”. Ordene var utydelige og blev mumlet ud gennem et stort brunt fuldskæg. Manden, hvem ordene tilhørte, var høj og havde slidt tøj på. Hans hår var skulderlangt og omtrent lige så viltert som skægget, og han havde slidt tøj på. jeg så ham jævnligt i løbet af en årrække og altid¨på præcis det samme sted ved indgangen til stationen. Og alle de gange, jeg så ham, hørte jeg ham aldrig sige andet end sit spørgsmål om de to kroner. han blev af børnene omtalt som “to-kroner-manden”, og han var spændende, fordi han stod ved stationen dag efter dag og stillede det samme spørgsmål. Vi undrede os i vores barnesind meget over, hvad det mon var så vigtigt, at han skulle bruge to kroner til, og vi efterkom hans ønske for at undersøge sagen. Men han puttede blot taknemmeligt og lidt genert mønterne i lommen.

Jeg synes “tigger” er et væmmeligt ord, og jeg opfattede aldrig “to-kroner-manden” som tigger, men blot som en mand, der meget gerne ville bede om to kroner, fordi han skulle bruge dem.

En række mennesker er blevet enige om, at der ikke må bedes om penge i S-togene eller busserne med mindre det altså er en billetkontrollør der deler en bøde ud. Og det har resulteret i, at jeg ikke længere kan hygge mig over manden, der sang morgensang i S-toget, eller jævnlige ønsker om en fortsat god dag fra fremmede mennesker.

I går da jeg var på vej hjem med en som altid propfyldt linje 5A og stod i mellemgangen og slingrede med tre indkøbsposer i strakte arme, var der en dame med en stak Hus Forbi, som hun ikke måtte sælge i bussen, der rejste sig og tilbød mig sin plads, så jeg ikke skulle stå og flagre med de tunge poser. Hvor er det rart at vide, at der stadig finder fordomsfrie mennesker, der formår at møde andre med et venligt og betænksomt sind.