Da jeg var barn, blev jeg, når vi skulle med S-toget, ofte mødt med ordene: “Har du to kroner”. Ordene var utydelige og blev mumlet ud gennem et stort brunt fuldskæg. Manden, hvem ordene tilhørte, var høj og havde slidt tøj på. Hans hår var skulderlangt og omtrent lige så viltert som skægget, og han havde slidt tøj på. jeg så ham jævnligt i løbet af en årrække og altid¨på præcis det samme sted ved indgangen til stationen. Og alle de gange, jeg så ham, hørte jeg ham aldrig sige andet end sit spørgsmål om de to kroner. han blev af børnene omtalt som “to-kroner-manden”, og han var spændende, fordi han stod ved stationen dag efter dag og stillede det samme spørgsmål. Vi undrede os i vores barnesind meget over, hvad det mon var så vigtigt, at han skulle bruge to kroner til, og vi efterkom hans ønske for at undersøge sagen. Men han puttede blot taknemmeligt og lidt genert mønterne i lommen. Continue reading →